Der har i weekenden 10-11. august været spillet den afsluttende runde i Danmarksturneringen. Odsherred stiller med i alt 5 hold i Danmarksturneringen
Superveteranholdet
Superveteranerne spiller i kvalifikationsrækken til 1. division.
Holdet har haft en god sæson og stod med 5 sejre ud af 6 mulige inden søndagens udekamp i Næstved. Odsherred havde vundet den tilsvarende hjemmekamp i foråret med 9-4 og skulle derfor bruge 5 point ud af 13 for at sikre sig puljesejren. Karin og Ole delte deres matcher og vandt således 2 point mens resten af holdet tabte. Det var derfor endnu engang op til vores meget rutinerede foursome bestående af Kirsten og Geoffrey at hive sejren i land. Det lykkedes med en flot 2/1-sejr.
Holdet skal derfor spille oprykning d. 14/9 2024 hvor 3 hold spiller om 2 pladser i 1. division.
Veteranholdet i 1. division
Veteranholdet i 1. division har haft en svær sæson mod meget stærke modstandere. Holdet vandt den sidste kamp søndag hjemme mod Værløse der ellers vinder puljen og skal i medaljeslutspil. Desværre var det ikke nok til at sikre overlevelse i 1. division og holdet må derfor en tur ned i 2. division i 2025.
Veteranholdet i kval-rækken
Holdet var i en pulje med kun 3 hold og har derfor haft lidt færre kampe end klubbens øvrige hold.
Holdet har trods afbud spillet og kæmpet rigtigt godt og det ender med at alle 3 hold i puljen ligger lige med 2 vundne og 2 tabte kampe. Desværre betyder scoren at holdet rangeres sidst af de 3 hold så holdet rykker ikke op.
Herre 4. division
Inden sidste spilleweekend kunne det både blive til oprykning, nedrykning og forbliven i 4. division.
Holdet vandt en super udekamp mod Harekær lørdag og var dermed i en gunstig situation inden søndagens kamp.
Søndagens kamp sluttede også med en sejr og holdet sluttede dermed på en delt førsteplads i puljen sammen med Holbæk. Da Odsherred desværre var dårligere end Holbæk i forårets indbyrdes kampe er det Holbæk der rykker op i 3. division og Odsherred forbliver i 4. division.
Herre kval-rækken
Holdet var endnu engang i pulje med bl.a. Dragsholms førstehold og stærke hold fra Kalundborg og Midtsjælland. Holdet har spillet fint men også været ramt af en del afbud. Holdet slutter på en fjerdeplads i puljen.