Nyt ansigt

Vores kære sekretær, fru Jette Rude, har travlt. Ikke mindst med en bestyrelse og formand, der knokler på hele tiden.
Trods det er hun glad nu, fordi hun det næste halve år har fået assistance i sekretariatet.
Så bliv ikke forskrækket, når det er en ny stemme, du får i røret, når du ringer.
Det er såmænd bare Anne Lomholt, der er blevet ansat de næste seks måneder – 25 timer i ugen. Anne, der er 48 år, mor til to og bor i Nykøbing, er allerede faldet godt til og glæder sig til sæsonen og det pres, der kommer.

– Jeg er virkelig glad for jobbet. Jeg er faldet godt til og alt det der med, at golfspillere skulle være besværlige, det skal vi nok klare, siger hun.
Anne har tidligere arbejdet hos NKT i Asnæs, taler flydende spansk og tre andre sprog, så der skulle være godt mulighed for at udenlandske gæster også fremover får en perfekt velkomst hos os.
Vi glæder os og byder Anne velkommen.