Årets første klubmester

Top 3: Klubmester Kent Sørensen i midten, flankeret af nr. 3 Søren Kjerrumgaard (tv.) og nr. 2 Peter Jensen (th.)
Top 3: En rigtig glad Mid-age klubmester i slagspil Kent Sørensen (i midten), flankeret af nr. 3 Søren Kjerrumgaard (tv.) og nr. 2 Peter Jensen (th.)

Så fik vi afviklet åres første klubmesterskab, og det var i aldersgruppen mid-age, som rummer alle, der fylder 30 år i år eller er ældre. Desværre var feltet ikke så stort som det kunne have været, og især for damerne udeblev tilmeldingerne. Således var der for få tilmeldte til at midage-mesterskabet for kvinder kunne afvikles.

Klubmesterskaberne spilles fra “scratch”. Det kan være rigtig svært, når man er vant til at spille stableford og hermed vant til at have ekstra slag på hullerne. Men at klubmesterskaberne skal vindes af den, der spiller bedst golf, og ikke af den, der har flest ekstraslag, giver selvfølgelig sig selv, og derfor var det også fortrinsvist elitespillere, der tog kampen op om den bedste placering, da første runde blev spillet lørdag formiddag.

Det holdt tørt, men blæsten var strid, og det gjorde det svært for selv de bedste. Der blev kæmpet godt, men at det var svært, kunne læses på resultaterne. Om søndagen var der derfor også rykket noget rundt på startrækkefølgen i det seedede felt. De 3 bedste gik i sidste bolden sammen, så de kunne følge hinandens spil og presse hinanden til så gode resultater som muligt.

Blæst og spil fra scratch til trods, stillede flere spillere udenfor eliten også op i klubmesterskaberne, og det er rigtig glædeligt at se. Dog var det elitespillerne, der løb med de bedste placeringer, og således var det kun Frank Viggo Rasmussen og Claues Helms der lige fik foden indenfor i top 10 på hhv. en 9. og en 10. plads.

Årets Klubmester Slagspil Midage: Kent Sørensen med brutto +14 slag over banens par, samlet for de 2 runder. Runner Up blev: Peter Jensen med +18, og endelig kunne Søren Kjerrumgaard indtage 3. pladsen med et endeligt resultat på  +20 over banens par.

Næste weekend gælder så hulspilsmesterskaberne i mid-age, men her stiller Kent Sørensen ikke op, så det bliver spændende hvem, der kan tage hulspilsmesterskabet hjem.

Tillykke til vores klubmester Kent Sørensen!