Odsherred Golfklub har 4 hold med i Danmarksturneringen: 2 herrehold, 1 damehold og 1 mix veteranhold. Første og anden runde blev spillet denne weekend, og det blev til spændende kampe, nogle af disse med rigtig gode sejre til Odsherred.

Sportsansvarlig Steen Storland og veteranholdets holdkaptajn Svend Mathiasen har rapporteret fra weekendens kampe. Lørdag fulgte Steen Storland 2.-holdet, der på udebane mødte Dragsholm (DGC):

En flot forårsdag

Odsherred Golfklubs 2. hold kæmpede bravt, men tabte begge weekendens kampe. Bagerst fra venstre: Holdkaptajn Henrik Nuller Andersen, Klavs Petersen, Jan Kaas Jørgensen, Simon Petersen. Forrest fra venstre: Thomas Sebastian Stokholm, Kell Andersen og Henrik Ryttergaard.

Efter oprykningen sidste år, var det med spænding at 2.-holdet skulle spille den første kamp i Danmarksturneringen på en meget flot forårsdag. Modstanderen var Dragsholm på udebane, og på papiret var Dragsholm favoritter, og det blev da også til et nederlag. Matchen blev dog markant mere spændende end man på forhånd havde regnet med. 5 af kampene blev først afgjort på 18. green – desværre alle til Dragsholms fordel, så nederlaget på papiret blev stort: 14-0. Men med lidt mere held, kunne sejren være gået til Odsherred. Førsteholdet åbnede lørdag med et snævert 9-5 nederlag til Midtsjælland på udebane. Damerne tabte 9-0 til Værebro på udebane og endelig vandt Veteranerne i 1. division en meget flot 12-2 sejr over Køge efter flere overbevisende sejre. Altid sikre Karin Lund vandt 8/7, John Hansen vandt 7/6, og holdkaptajn Svend Mathiasen vandt de første 9 huller på stribe og sejrede således 9/8.

Steen Storland fulgte søndag førsteholdet på hjemmebanen i Odsherred. Her har udebanehold, der kommer fra meget åbne baner, det ofte svært. Peter Jensen fra Odsherreds førstehold forklarer, at de langtslåendes fordel på åbne baner er uden afgørende betydning i Odsherred, hvor det i langt højere grad gælder om at placere bolden bedst muligt med tanke på næste slag. Slår modstanderen 30-40 meter længere i første slag, har han ikke 30-40 meters forspring frem mod hullet, i Odsherred handler det om præcision.

Førsteholdet sluttede stærkt mod Greve på hjemmebane. Bagerst fra venstre: Holdkaptajn Søren Kjerrumgaard, Per Hansen, Dan E. Jensen. Forrest fra venstre: Simon Grønkjær-Jensen, Peter Jensen, Preben Daa, Kim Kaas, og Thomas Gylling.

Steen Storland beretter:

Gode nerver
Det kræver efterhånden ganske gode nerver, at overvære Danmarksturneringen i Golf på vores dejlige hjemmebane. Søndagens 3 matcher var ingen undtagelse: Førsteholdet skulle møde Greve, et meget stærkt hold, der i lørdagens match havde vundet klart over Skovbo. Matchen blev meget spændende, bl.a. var Peter Jensen kun foran én gang i sin match, men det var gudskelov efter 18. green, så han vandt 1-0. Og da hans bror, Dan E. Jensen, der spillede foursome sammen med klubbens pro, Preben Daa, holdt nerverne i ro, og også vandt på 18. green, blev den samlede sejr over Greve på 10/4.

Veteranholdet, der gik ubesejret gennem første weekend i Danmarksturneringen. Fra venstre er det: Holdkaptajn Svend Mathiasen, Karin Lund, Kirsten Jordy, Ole Gylling, Frits Guldbæk, Geoffrey Reynolds og John Hansen.

Veteranerne, der vandt lørdag, skulle møde Næstved. Især John Hansens match var spændende, da han med en sejr kunne sikre den samlede matchsejr. John vandt 14. og 15. hul, men tabte 16. Hul 17 blev delt, så stillingen var lige op ad 18. hul, men John viste god moral ved at sænke det vindende put på 18. green til en 1/0 sejr, hvilket bragte Odsherred op på 8-2. Nu kunne Næstved ikke vinde den samlede match og Forsoumen med Kirsten Jordy/Geoffrey Reynolds fik hevet sig selv op ved hårrødderne og vandt de 2 sidste huller, og sikrede sig en delt match efter godt spil. Slutresultatet blev hermed en overbevisende 10/4 sejr til Odsherred.
Damerne mødte et meget stærkt hold fra Greve, der på papiret var bedre end os i alle matcher, men på trods af dette vandt Pernille Høst sin single, så det samlede nederlag blev på 2-7.
2.-holdet spillede i Holbæk og måtte tage hjem med et 6-8 nederlag, hvilket er mere end godkendt på denne svære udebane. Især Henrik Nuller imponerede med en sikker 7/5 sejr i sin match.