Eliteholdet rykker op i 3. division

Dan E. Jensen spillede foursome med pro Preben Daa og var med til at sikre førsteholdets oprykning til 3. division.
Dan E. Jensen spillede foursome med pro Preben Daa og var med til at sikre førsteholdets oprykning til 3. division.

Den 15.-16. august var der lagt op til en meget spændende weekend, da både Odsherred Golfklubs første- og andethold havde mulighed for at spille med om oprykningspladserne. Dette ville blandt andet kræve, at begge hold vandt på hjemmebane lørdag mod henholdsvis Ledreborg og Kalundborg.

Førsteholdet, der mødte Ledreborg, havde givet plads til den blot 14-årige Filip Bendix, der spillede femtesingle i sin førsteholdsdebut. Han mødte dog sin overmand og tabte sin kamp. Der blev ellers spillet rigtig god golf i de forskellige matcher, og foursome’en var oppe imod Ledreborgs pro og proassistent, der havde et samlet handicap på cirka +3. Men med godt spillende Dan E. Jensen og pro Preben Daa, gik sejren til Odsherred på 15. green. – Og da der også var sejre til Lucas Thue Jensen, Thomas Gylling og Peter Jensen, vandt førsteholdet 10-4 på hjemmebane over Ledreborg. Inden søndagens tur til Harekær, var førsteholdets oprykning til 3. division fortsat inden for rækkevidde.

Andet-holdet vandt sikkert hjemme over Kalundborg 14-0. Her skal fremhæves at Aske Baun-Christensen fik en sikker sejr i sin debutkamp. Søndag drog spillerne til Dragsholm, og vidste, at hvis de tabte, måtte de højst lide et 9-5 nederlag, hvis de skulle gøre sig håb om at vinde rækken og spille om oprykning. Men det skulle dog ikke gå andetholdets vej. De tabte knebent 10-4, og var derfor á point med Dragsholm, dog med en ringere indbyrdes score, og hermed ude af oprykningsspillet. Aske vandt dog også om søndagen sin kamp, og trods det ærgerlige samlede resultat, var Askes debut absolut en fin en af slagsen.

Førsteholdet tog til Harekær vel vidende, at de som minimum skulle dele matchen for at rykke op, og samtidig måtte Roskilde ikke tage point i Ledreborg. Det skulle snart vise sig at blive lige så spændende i virkeligheden som på papiret: Stort set alle matcher svingede frem og tilbage. Snart var Odsherred oppe med en, snart var det Harekær. Klavs Petersen og Lucas Thue Jensen hev flot 2 sejre hjem til klubben. Peter Jensen måtte helt ud på 18., og et nederlag kunne afgøre holdets skæbne. Men Peter fik det livsvigtige point ved at spille uafgjort, og nu var resten op til foursome’en, der igen i dag bestod af Dan E. Jensen og Preben Daa. De to herrer var dog i vanskeligheder undervejs, og var på et tidspunkt nede med 3. De fik vendt matchen i tide, og var lige med Harekær op ad 18., som er et yderst vanskeligt par 4 hul. Her blev slået rigtig flotte slag fra begge hold, der begge lå til birdie efter de første slag. Chancerne blev dog misset fra begge hold, der måtte deles om pointene, og matchen deltes 7-7. Da spillerne gik mod klubhuset, vidste man, at det ene point kunne være nok – hvis bare Roskilde havde tabt i Ledreborg.

Der skulle gå næsten en time før forløsningen. Roskildes nederlag sikrede endelig oprykningen til tredje division og jubelen brød løs. Alle 4 elitejuniorer fik i denne sæson plads på divisionsholdene og har gjort en fin figur. Det lover godt for fremtiden at ungdommen for alvor er begyndt at markere sig.