Kunst i klubhuset

Mens vi andre render rundt og er dybt frustrerede over, at vi ikke kan komme ud at lege på vores bane i øjeblikket, så har klubhusudvalget haft slemt travlt i januar februar. For det første er hele 1. salen blevet malet. Og for det andet er vores restaurationslokale blevet meget dybere efter, at den lokale kunstmaler Morten Buch har forskønnet endevæggen med et dejligt maleri, der i den grad får os til at tænke på, hvad det hele drejer sig om i en golfklub – nemlig at spille golf.

Både restaurationen og trappeopgangen til første sal trængte til en solid gang maling. Det blev gjort over to weekender med frivillig arbejdskraft, hvor klubhusudvalgsformand Arne Axelbo og Søren Kjerrumgaard fik stor hjælp af John Hansen, Kirsten Toftgaard, Lissie Nieslen og Laila Søllingvraae.

Dagene efter tog kunstmaler Morten Buch og hans assistent penslerne i hænderne og kreerede det billede, der i mange år kan pryde vores endevæg og give masser af drømme om de perfekte slag ude på banen.

Mortens arbejde og billeder kan tjekkes ud på hans hjemmeside: mortensmaleri.dk.