Ombygning

Mens vinteren gør sit til, at det udendørs golfliv bliver stærkt decimeret, er der masser af indendørs aktivitet i klubben. Efter proshop’ens flytning betyder det blandt andet ombygning af klubhusets nyeste tilbygning…

Klubben undergår i vintermånederne en lang række forandringer. De fleste sker på det organisatoriske plan, hvor den nuværende bestyrelse forsøger at få vores økonomi til at hænge sammen i en tid, hvor vi og golfen i det hele taget er hårdt ramt af den såkaldte finansielle krise.

Derfor er der også en del, der har studset, når de er kommet forbi klubhuset på det seneste. For der er fuld gang i ombygningen af den hidtidige pro-shop. Preben Daa har flyttet sit domicil til ind bag sekretariatet og nedgearet sin shop, men i stedet for at lade det tidligere proshop-område stå ubenyttet og uanvendeligt hen, er det blevet besluttet at gøre det til en indbydende og praktisk del af huset daglige virke.

Sekretariatet flyttes således, og der bliver ud over kontor lavet et receptionsareal, der skal fungere sammen med skranken i foyeren. Desuden bliver der lavet et decideret mødelokale, som både kan benyttes af klubben, klubberne i klubben samt til arrangementer, hvor der er behov for at flere end et enkelt whist-bord samles.

I en tid, hvor alt gøres op i penge, og klubben ikke har for mange af dem, får den slags ombygninger også panderynkerne frem hos flere. Men økonomien for de fysiske tiltag, der er i gang, ligger indenfor de af generalforsamlingen besluttede budgetter og udgifter for klubhuset, bedyrer bestyrelsen.

– Vi havde meget større – og dyrere – planer, men efter at have stukket fingeren i jorden, kunne vi godt se, at tiden ikke lige er til at poste for mange penge i klubhuset. Klubben er stadig økonomisk inde i en periode, hvor der ikke skal slås for meget ud med armene. Så vi prøver at få det bedste ud af det, vi har, uden at det skal komme medlemmerne til last, siger formand Preben Breiløe.

– Det har dog været vigtigt, at vi kunne bevare klubbens indbydende adkomst. Så for at den gamle proshop ikke “bare” blev et opbevaringsrum, har vi bygget om. Men det er udover materiale-omkostningerne gennemført ved frivillig arbejdskraft og sponsorater. Den totale ombygning kommer, når vi har råd, siger han.


Udover aktiviterne nedenunder vil nogle sikkert også have lagt mærke til, at der er taget en rude ud i restaurationen Hos Fru Hansens vinduesparti ud mod terrassen. Det skyldes ikke, at der har været indbrud. Derimod er træet i vinduesrammerne stærkt mørnet af regn og sol, og de vil her i foråret blive renoveret.