Solvogn Pokalen – med frivilligbriller på

3 piger står klar til at slå ud på hul 3 søndag morgen. Den første slår et rigtigt flot slag. Og da bolden lander, udbryder en af de andre: ”Hold da op, det var et flot slag”. ”Tak”, svarer pigen, der slog. Næste pige slår ud, og bolden flyver mod det store træ nede ved bakken. “Den bliver ikke god” siger hun. “Jo jo, bare rolig”, svares hun, ”jeg ramte også træet i går. Den ligger helt fint”. Den sidste af de tre piger slår et super flot slag ud, og bolden lander perfekt for enden af bakken. “Er det ikke bare dejligt at spille golf?”, siger hun, og svares i kor af de to andre med et højt ”jo!”, før de tre med store smil i samlet flok forlader 3. tee.

Denne lille historie var nok til, at jeg følte, at alt arbejdet med denne turnering, var det hele værd. Således beretter en træt men glad Henrik Andersen blandt andet om Solvogn Pokalen, og historien kan som sådan sagtens stå alene, men der er meget mere at berette!

De frivillige holder aldrig fri. Det indtryk kan man i hvert fald nemt få, når der fra begge turneringsledere og frivilligkoordinator på Solvogn Pokalen – vores traditionsrige og prestigefyldte juniorranglisteturnering, der blev spillet d. 30. og 31. juli, tikker skriftlige beretninger ind umiddelbart efter turneringen.

DSC_0146Hermed et sammendrag af Henrik Lomholts oplevelser som debuterende turneringsleder, Henrik Andersens oplevelser som (efterhånden) rutineret turneringsleder og frivilligkoordinator Annethe Rollings skønne iagttagelser af mennesker, vejr og godt humør. Alle tre har især lagt vægt på den frivilliges oplevelser frem for det sportslige, hvilket giver os andre et ret enestående indblik i hvad der foregår omkring sådan en turnering snarere end hvordan der spilles i sådan en stor turnering. Det store engagement er slet ikke til at tage fejl af. Læs selv her:

Vi startede lørdag morgen fuld af godt mod og god stemning, for efter flere uger med planlægning og koordinering var vi nu endelig i gang, og alt var velforberedt. Kl. 6,30 mødte vi i klubben til lidt morgenmad og en kort snak om hvad der skulle laves og hvornår. Spillerne begyndte at ankomme kl. 7,00 for at træne, og de virkede engagerede, klar og i godt humør. De fik alle sammen poletter til driving range, musslibar, frugt og vand med. Alle var i godt humør, solen skinnede og der var ikke udsigt til ret meget regn.

I år var det et meget stærkt felt, der bestod af hele 14 spillere tilmeldt i + hcp., så der var store forventninger til noget godt golf. Ved start kl. 8 gik alt, som det skulle, der var lidt småting undervejs med et par huller hvor der opstod kø, men vi fik det løst. Den sidste bold blev sendt af sted kl. 9.30, og så var alle i gang.

Henrik Lomholt havde en snak med en forælder til en elitepigespiller, som fortalte, at de deltog hvert år, og syntes det var en fantastisk turnering med en mere afslappet atmosfære end de var vant til. -Og han havde selv detaget i turneringen, da den hed noget andet for mange år siden. Der var super humør på over hele linjen fra spillere og forældre. Første runde forløb supergodt og der var helt sikkert spænding på lige til sidste slag. DSC_0182

Efter en god og sund frokost hos Fru Hansen var spillerne klar til endnu 18 huller som blev gennemført med lige så godt humør som den første. Enkelte spillere havde ikke lang tid til at spise, men det tog de i stiv arm.

Der var generelt stor tilfredshed med banen, dog var der traditionen tro enighed om, at greens var for langsomme.  Vi slap næsten for dårligt vejr, så alt var som det skulle, Det er fantastisk at køre rundt på vores bane og se så god golf samtidigt med at man lige kan få en snak med en af de mange frivillige hjælpere på banen, som alle smilede og gjorde deres til at spillet kørte, og at spillerne følte sig velkomne. Tusind tak for det.

Efter turnering kom de fleste forbi receptionen og sagde enten ses i morgen, eller tak for denne gang (der var cut og de 42 bedste drenge og 9 piger gik videre). En dejlig dag med mange søde unge mennesker.

På en dejlig søndag morgen og hvor det perfekte golfvejr viste sig, blev der gjort klar til den afgørende runde i dette års Solvogn Pokal. De unge deltager mødte frisk og klar op, og allerede fra morgenstunden, var der en rigtig rar stemning i klubben. Spillere og frivillige kunne fornemme, at der var noget godt på vej.

Vi havde valgt at dele drengefeltet således, at søndag kl. 8 startede de første 5 drengebolde inden pigerne gik i gang, og til sidst gik de bedste drengespillere ud. Dette bevirkede, at vi efter runden kunne holde samlet præmieoverrækkelse for alle rækker.

DSC_0196Feltet bestod af 51 spillere, og med 6-8 landsholdsspillere ude på banen var der rig mulighed for at se flot golf. Det stod hurtigt klart, at tempoet, som blev sat fra starten af, kun ville give et godt forløb af runden, og alle kom da også rundt på den planlagte tid. Førerbolden søndagen bestod af Marcus Garfield Hansen, Marcus Wochner og Magnus Lomholt. Magnus kender vi rigtig godt her i Odsherred, men nu stiller han op for København.

Marcus Garfield Hansen startede dagen med en 3-slagsføring og spillede meget sikkert på de første 9 huller for ikke at sætte noget over styr. Han tog først sin driver i brug på 10. tee, hvor forspringet var øget til 5 slag. Det blev en rigtig flot gang golf med en vinderscore i -9 slag over 3 runder.

De dygtige spillere modtog deres præmier, og der blev holdt takketaler af begge vindere, hvori der blev takket medspillere, frivillige, personale og for den dejlige mad, som “Fru Hansen” havde sørget for, over de sidste 2 dage.

Efter præmieoverrækkelsen blev det også til en tur i søen ved 17 for vinderen.DSC_0234

Turnerings udvalget rundende af med at takke alle de 33 frivillige medlemmer som havde ydet deres store støtte til en super gennemført turnering, til sponsorer og personale. Og håber på gensyn i 2017.”

Tak til alle de frivillige der har hjulpet til i weekenden, uden jer var der ingen turnering og tak til sekretariatet for et kæmpestort arbejde med forberedelserne og under selve turneringen

Resultater:

Drenge:

PlaceringFornavnEfternavnKlubnavnHCPTil parTotal
1MarcusIWCTC Garfield HansenFuresø Golfklub+2,2-9204
2Morten ToftHansenHillerød Golf Klub+2,3-4209
3MagnusLomholtKøbenhavns Golf Klub2,4-2211
4MarcusWochnerSøllerød Golfklub2,1-1212
T5Victor H. SidalSvendsenAsserbo Golf Club0,1Par213
T5ChristianJacobsenKorsør Golf Klub0,3Par213

Piger:

PlaceringFornavnEfternavnKlubnavnHCPTil parTotal
1KarenFredgaardAsserbo Golf Club+0,19222
2Marie-LouiseTommerupSmørum Golfklub0,217230
3Josefine EgholmHendeKokkedal Golfklub219232
4KatrineRoepstorffKøbenhavns Golf Klub4,823236
5SofieFunck OddermoseMøn Golfklub1,432245

Bedste U14 spiller: Sofus Friedrichsen

Bedste U16 spiller: Sofus’ storebror Sebastian Friedrichsen.

SOLVOGNVINDERE

Odsherred Golfklub takker Revisionshuset i Holbæk, EDC Lars Andersen, Dragsholm Sparekasse, Min Købmand i Nyrup, Sportigan i Asnæs Centret samt Wilson for opbakning og sponsorstøtte til turneringen.

Beretningerne fra deltagere og frivillige ved diverse arrangementer i Odsherred Golfklub anvendes udover til hjemmesideartikler også til pressemateriale, og til at forme historien om ”Odsherred Golfklub”, så de næste generationer kan få viden om liv og leben i vores forening. Du skal aldrig holde dig tilbage med at skrive den gode historie ned – heller ikke, hvis der ikke lige er en forfatter eller retskrivningsekspert gemt i maven på dig. Aflevér materiale til sekretariatet på papir eller mail. Gå ud og få nogle gode golfoplevelser – og kom så hjem og fortæl om dem! På forhånd tak.