Spil golf med os!

Så er det for alvor blevet sommer, og det er bare den skønneste årstid til at lære at spille golf: Vejret er godt, det er ferietid, og der kan fejres selv de mindste sejre med is, øl eller andet i aftensolen på tagterrassen ved restauranten i klubhuset.

Har du ikke prøvet golf før, så synes vi, du skulle give det en chance. Golf kan nemlig noget ganske særligt: Du kan spille mod nogen, der er meget bedre end dig, og alligevel have helt lige chance for at vinde! Men du kan også bare spille for sjov. Selvom golf kan trænes og spilles alene, er det nu hyggeligt at være flere. Man kan følges med op til 3 andre og nå at vende verdenssituationen, firmasituationen, familiesituationen eller golfsituationen undervejs. Og så er golf for alle, uanset alder. I vores klub er det yngste medlem 4 år og det ældste er 90 år.

Golf gavner og er godt for kondien, for hjertet, mod diabetes og ensomhed. Kom og hav det sjovt med os – du har helt sikkert godt af det!

Lørdag den 1. juli holder vi åbent-hus-arrangement

Det er ikke et “rigtigt” åbent hus, hvor du kan komme, når det passer dig, for vi har et fast program, så du får så god en oplevelse med hjem som muligt. Frivillige hjælpere introducerer dig under afslappede og hyggelige forhold til golf. Der skal både øves og spilles rigtig golf.

Vi starter klokken 10 og klokken 12.45 pakker vi golfudstyret sammen og mødes til frokost i restauranten med en af Odsherreds absolut bedste udsigter.

Der er ingen tvang, men vi håber, du bliver bidt af spillet, så du får lyst til at blive prøvemedlem. Det skal vi nok fortælle om på dagen, men hvis du vil læse forud, så kan du klikke her