Synoptik Cup

Vi har modtaget følgende fra Synoptik Cup:

Foråret er over os, og det samme er en helt ny turnering i klubben. Synoptik og Dansk Golf Union etablerede i 2010 et samarbejdet omkring en landsdækkende golfturnering, Synoptik Cup. Turneringen har vist sig så succesfuld, at den fortsætter i år – til stor glæde for alle golfklubber.

 Turnering for alle

Idéen med Synoptik Cup er at etablere en golfturnering, hvor alle kan deltage uanset handicap. Netop tanken om et mesterskab, hvor bredden og ikke blot eliten er involveret, finder Synoptik meget sympatisk. Men golf handler naturligvis også om at se godt, idet synet har afgørende betydning for golfspillernes præstationer. Poul O. Kuhberg, der er kundechef i Synoptik forklarer:

”Som optikerkæde finder vi det relevant at involvere os i en golfturnering, fordi golf i den grad handler om et godt syn. Golf er en sport, som stiller store krav til koordinering af synet og bevægelse i forhold til bedømmelse af afstande. De spillere, som er bedst til at se og læse banen bruger færrest slag”.

Danmarks bedste klubhold

Synoptik Cup har bredde-golfspillerne i fokus og skal være med til at støtte op om klubbens eksisterende turneringer. Helt praktisk foregår det sådan, at man, med udgangspunkt i klubbens egne turneringer, kan samle point til en rangliste opdelt i fem handicapgrupper. Når sæsonen er slut, udgør de fem ranglistevindere klubbens Synoptik Cup-hold. Holdet skal repræsentere golfklubben og dyste mod de andre klubbers hold i en landsdelsfinale samt evt. i en afsluttende landsfinale. Til slut kåres Danmarks bedste klubhold. 

I 2010 vandt Værebro Golfklub finalen, som foregik under vanskelige vejrforhold på Trelleborg Golfklub.

Hole in one præmie

Synoptik sætter i år endnu mere på spil med en hole in one præmie. Alle spillere, som laver en hole in one i en Synoptik Cup match, modtager et gavekort på 1.000 kroner til en Nike sportssolbrille.