Ugler i mosen…?

Nogle vil nok mene, at der altid vil være ugler i mosen i Odsherred Golfklub. Lad det være, som det er. Faktum er imidlertid, som de fleste golfere, der har været på banen i løbet af vinteren, ved, at vi har haft nye tilflyttere de seneste måneder.

En ugle-familie – nogle mener at have set både forældrene og fem unger – har besluttet sig til at slå sig ned i et af fyrretræerne mellem hul 15 og 16. Kell Andersen fangede en af dem med kameraet, og de skulle efter sigende stadig være der. Så kig op, når du går ned af 16. Træet er ikke svært at finde, da der er en hel vinters uglegylp under det. Men lad fuglene være i fred – de er både sjældne og smukke.