Veteranholdet rykker op i 1. division

Odsherred Golfklub har markeret sig med oprykning både i herrerækken og veteranrækken i Danmarksturneringen i år, begge resultater er flotte, og vi er stolte af spillernes præstationer!

Du kan læse om de krav, der i forbindelse med turneringen stilles til hold og spillere, samt forskellen på at spille i Veteranrækken vs. Herrerækken her:
1) Danmarksturneringens opbygning:
http://www.danskgolfunion.dk/media/450548/opbygning%20dk%20turneringen.pdf

2) Generelle turneringsbestemmelser i Danmarksturneringen:
http://www.danskgolfunion.dk/media/194074/gen%20turneringsbestemmelser%20dk%20turneringen.pdf

Læs holdkaptajn Svend Mathiasens indlevende beretning fra den sidste runde i veteranernes Danmarksturnering her:

Veteranholdet: Peter Unbehaun, Erik Andersen, Kirsten Jordy, Geoffrey Reynolds, Karin Lund, Svend Mathiasen og Ole Gylling.
Veteranholdet: Peter Unbehaun, Erik Andersen, Kirsten Jordy, Geoffrey Reynolds, Karin Lund, Svend Mathiasen og Ole Gylling.

”Lørdag mødte vi godt tændte op til hjemmebanematchen mod Værløse, der havde ændret lidt på holdsammensætningen. Det gav ikke det ønskede resultat for Værløse, idet vi gjorde rent bord med en knusende 14-0 sejr. Karin Lund 8/7 og mixed foursome med Kirsten Jordy og Geoffrey Reynolds 8/6 førte an i den store sejr. Ole Gylling 5/4, Peter Unbehaun 3/2, Svend Mathiasen 3/2 og Erik Andersen 1/0.

Efter dagens sejr, var vi alle enige om, at den afgørende kamp skulle stå næste dag på udebane mod Frederikssund, der var nedrykkere fra 1. division. Men stor var vores overraskelse, da det senere lørdag aften viste sig, at Frederikssund havde tabt på udebane mod Hedeland, der dermed fik deres første points.  Vi var nu sikre på at vinde vores række, og oprykningen til 1. division i 2016 var en realitet.

Stort tillykke til holdet med at have nået det erklærede mål, og stort tillykke til Odsherred Golfklub, der nu for første gang i klubbens historie har fået et hold i 1. division.

Søndag tog vi så turen til Frederikssund, hvor regn og tordenvejr udskød starten med godt en time. Selvom der var en noget mat stemning – kampen var jo reelt uden den store betydning – så gik holdet dog til den med stor kampgejst, og vi hev en god sejr hjem på 8/6 efter ret smalle sejre.

Karin Lund lagde ud med 1/0, Erik Andersen fulgte efter med 2/1, Peter Unbehaun 2/0, hvorefter de første 6 points var i hus. Ole Gylling måtte bøje sig med et nederlag 1/3, medens Svend Mathiasens 3/1 sikrede den samlede sejr. Det var så lidt mere kosmetisk, at mixed foursome med Kirsten Jordy og Geoffrey Reynolds tabte deres kamp 1/3.

Veteranholdet sluttede sæsonen som ubesejret, og både Karin Lund og Svend Mathiasen vandt alle deres 6 kampe. Erik Andersen og Peter Unbehaun viste stigende form og vandt hver deres 3 sidste kampe.

I 2016 deltager, Kokkedal, Hillerød, København, Helsingør, Køge, Rungsted, Gilleleje og Odsherred i 1. division for veteraner, og det kan blive en barsk oplevelse, hvis vi kommer i pulje med de 3 bedste af holdene.”

I denne nyhed kan du læse om førsteholdets vej til oprykning i tredje division:
http://www.odsherredgolf.dk/info/eliteholdet-rykker-op-i-3-division/