Dobbelt juniorklubmester

Ny klubmester i junior hulspil, og hermed dobbelt juniorklubmester: Lucas Thue Jensen

Lucas Thue Jensen vandt 5/4 over Frederik W. Sønderskov i søndagens finale.

Begge finalister havde sikret sig pladserne efter flotte sejre i semifinalerne: Lucas Thue Jensen vandt 5/4 over Laurits Gylling Petersen og Frederik W. Sønderskov vandt 9/8 over Maze Stammis.

Ved slagspilsmesterskaberne, der blev afviklet tidligere på måneden, var der tæt kamp om 2.-4.-pladserne, idet kun 7 slag skilte de 3 spillere efter 36 huller på 18-hulsbanen. Frederik W. Sønderskov trak det længste strå, og med et enkelt slag foran Maze Stammis, snuppede han andenpladsen, mens Laurits Gylling Petersen hang godt på og sluttede som nr. 4.

Alexander Mørck Mikkelsen, Frederik W. Sønderskov, Maze Stammis, Malthe Lyngbo og Laurits Gylling Petersen udgør vores up-coming juniortrup, der viser rigtig flot fremgang. Her fotograferet inden klubmesterskaberne i slagspil 2017.

Lucas må siges at være den klart mest rutinerede af Odsherred Golfklubs juniorer, med deltagelse i Odsherred Golfklubs elitetrup, og han høstede da også temmelig sikkert klubmesterskabet for juniorer i både slagspil og hulspil. Efter nogle stille år, og med afgang af flere af klubbens rutinerede juniortalenter, der fortsætter deres spil for københavnske klubber, er der en fin udvikling på vej i juniortruppen. Således var der i år 6 juniorer klar til klubmesterskaber: Lucas Thue Jensen, Frederik W. Sønderskov, Maze Stammis, Malthe Lyngbo, Laurits Gylling Petersen og Alexander Mørck Mikkelsen, og mens Lucas’ handicap på 6,6 skiller sig betragteligt ud fra de øvrige juniorer, er det meget opløftende, at en ny generation af unge golfspillere er på vej i Odsherred Golfklub.

Klubmesterskaberne afrunder juniorernes sæson, der officielt slutter med middag og præmieoverrækkelse d. 28. oktober.

De yngste spillere i juniorafdelingen, minijuniorerne, har dog allerede trænet for sidste gang i år, og sluttede festligt af med konkurrencer og golfpyntede cupcakes.

Rikke, Mads’ mor, havde sørget for rigtig fine cupcakes til minijuniorernes sidste træning i år.
Solskin, blå himmel og cupcakes med golftema – en rigtig fin afslutning på årets minijuniortræning. Tak til træner Karsten Mikkelsen og de øvrige frivillige i juniorafdelingen for at give de lokale børn rigtig rare og sjove rammer, når de introduceres for golf, og tager hul på livet som golfspillere.