Fremragende weekend af veteranerne fra Odsherred Golfklub.

Holdet er fortsat ubesejret i 1. division øst.

I den anden spilleweekend d. 16-17. juni med 2 udebanekampe, skulle veteranholdet forsøge at følge op på de 2 hjemmebanesejre fra den første spilleweekend.

Lørdag skulle holdet spille ude mod Køge, og holdet stillede op med damesingle Karin Lund, herresinglerne John Hansen, Svend Mathiasen, Ole Gylling, Poul Arne Nielsen samt Kirsten Jordy og Geoffrey Reynolds i mixed foursome.

Karin måtte for en sjælden gangs skyld se sig slået 2/3. Efter dårligt spil på for-9 fik Karin stabiliseret spillet på bag-9, men hun kunne ikke indhente Køge spilleren, der havde bragt sig 5 up efter 9 huller.

Ole tog sig af 4. singlen med 3/2 efter en smal føring på 1 up efter 9 huller. Poul Arne spillede i 3. singlen en sikker 4/3 sejr hjem, efter kun at have været 1 ned efter 2 huller.

Svend spillede i 2. singlen ligeledes en sikker sejr hjem på 4/3 efter på intet tidspunkt at have været bagud. John havde i 1. singlen fået selskab af en meget kold putter og hinkede hele tiden efter, for til slut at måtte indkassere et klart 3/4 nederlag.

Kirsten og Geoffrey spillede en god gang golf, og var efter 14 huller 3 up. Så gik der mere eller mindre gummiarm i spillet. 15 blev tabt stort, 16 delt i bogey efter et godt put af Kirsten. 17 blev også tabt stort. Så føringen var kun på 1 up ud af 18. Køge spilleren drivede par-3 hullet flot, medens en nervøs Kirsten gav Geoffrey en voldsom udfordring. Geoffrey viste stor klasse med et perfekt flopslag over en greenbunker. Køge måtte nøjes med at score par, inden Kirsten valgte at sænke puttet og dermed sikre en 1/0 sejr i foursome.

Samlet blev det til en lidt overraskende sikker 10/4 sejr.

Efter 3 runder fører Odsherred puljen med maksimumpoints 6, København og Simons har hver 4 points, medens Køge indtager sidstepladsen uden points.

Søndag tog holdet så til Simons, hvor vi frygtede at lægge ryg til en ”snitter”.

Målsætningen var derfor også ret så beskeden, idet blot en enkelt delt match ville bringe os foran Simons, idet vi havde vundet 14/0 hjemme.

Karin var meget optændt på at revanchere sig fra lørdagens nederlag, og efter stærkt spil kunne hun sikre en fornem 3/2 sejr, og dermed var vi sikre på at være bedre end Simons i indbyrdes kampe.

Frits Guldbæk, der erstattede den skadede Poul Arne, kæmpede en brav kamp, men måtte indkassere et 2/4 nederlag i sin 4. single. I 3. single hev Ole en smal 1/0 sejr hjem på et vindende put på 18 green. Svend startede med et par-3 på hul 1, hvilket betød 1 up. Derefter så Svend sig ikke tilbage og spillede en sikker 4/3 hjem. John mødte en overmagt i en velspillende Robert Lund og tabte klart 4/6.

Så var det op til Kirsten og Geoffrey i foursome at udnytte muligheden for en højst overraskende sejr!

Kirsten og Geoffrey spillede godt og kom bl.a. 1 up efter hul 14. Hul 15 blev delt i par-5, før de kom til et drilsk par-3 hul. Geoffrey drivede venstre om green, medens Ole Astrup fra Simons slog i greenbunkeren. Nina Steffensen fik ikke bolden ud af bunkeren og Nina puttede ikke i nærheden af hullet, før Kirsten skulle tippe mod flaget. Efter et lidt mislykket tip spillede Geoffrey dog ind til en givet, og dermed 2 up med 2 huller igen. Herefter var det kun et spørgsmål om Odsherreds sejrs størrelse, og da Simons opgav at spille 17. hul færdigt vandt Kirsten og Geoffrey 3/1 og Odsherred dermed matchen 10/4. Stort tillykke til et godt kæmpende hold.

Efter 4 runder fører Odsherred med 8 points medens Simons og København hver har 4 points. Køge er sidst uden points.

Holdet går nu i skarp træning – for meget tyder nu på, at Odsherreds veteraner skal deltage i slutspillet om Danmarksmesterskabet for Veteraner, der afholdes på Lyngbygaard i weekenden d. 15-16. september.