Fru Hansens Brunkålsturnering

Smukt efterårsvejr til Fru Hansens sidste brunkålsturnering.

Med over 100 deltagere, og flere til den efterfølgende spisning, er Fru Hansens Brunkålsturnering årets største turnering, når der måles på deltagerantallet. Igen i år var der lagt op til en festlig dag på både bane og i restauranten.

Alle deltagere var tilsagt at møde op omkring kl. 9.00, hvor der blev budt på kaffe og en lille morgenstrammer, som kunne nydes i selskab med dem, man skulle spille i bold med. Kl. 9.30 tog turneringens kyndige turneringsleder, Leif Bøgedal, ordet, og der blev givet information om dagens forløb, som udover det normale spil også havde indlagt konkurrence på alle banens Par 3 huller. En anden vigtig information, var om de 3 depoter, hvor spillerne kunne tage en lille pause med en kop varm kaffe eller “voksen-kakao”, eller nyde en øl eller sodavand og en lille skarp, som kunne give noget indre varme.

Kl. 10.00 stod kanonen klar til at blive skudt af, og i dagens anledningen var det Fru Hansens selv, som havde fået æren.

Med det store antal deltagere på banen, kunne det ikke undgås, at runden ville tage lidt længere tid end normalt, men vejret var med os, da vi ikke havde hverken regn eller blæst på dagen. Det 3 opsatte depoter tog jo også lidt tid at besøge.

Efter godt 5 timer, var turneringen færdigspillet, og nu stod den varme brunkål, som langt de fleste havde set frem til, klar. Med mere end 110 til spisning, var der fyldt godt op hos Fru Hansen.

Da brunkålen var kommet indenbords, stod Leif Bøgedal klar med dagens resultat, og vinderne blev som følger i de 5 rækker;

A-Rækken: 1. Peter W. Olsen, 2. Lars P. Olsen, 3. Benny Nielsen

B-Rækken: 1. Poul Erik Johansen, 2. Henrik Gustavsen, 3. Lukas Westheimer

C-Rækken: 1. Flemming Toft, 2. Poul Christensen, 3. Ralf Rugård Christensen

D-Rækken: 1. Winnie Bech, 2. Birgitte Mathiasen, 3. Aase Skytte

E-Rækken: 1. Dorthe Baun, 2. Aase Bremer, 3. Anne Grete Sejer

På par 3 hullerne var det følgende spillere, som var de dygtigste;

Hul 3: Pernille Høst – 0,96m, Hul 5: Lars P Olsen – 3,18m, Hul 8: Lukas Westheimer – 1,13m, Hul 12: Morten Petersen – 2,25m, Hul 16: John Sejer – 4,91m

Som det afsluttende højdepunkt for dagen, blev der efter præmieoverrækkelsen trukket lod bland alle ølkortene. Præmien var i år et golfophold for 2 personer til Gut Alpendör i Nordtyskland. Lykkens gudinde var Aase Bremer, og hun kunne, med hovedet vendt bort, trække Birgit Palludan op ad glasskålen, som den heldige vinder.

Herefter blev der takket af med dagens største og stående bifald til Fru Hansen, der som bekendt har fundet andre veje fra nytår. På vej ud ad døren blev der uddelt mange og store knus til og fra Fru Hansen, som med denne turnering kunne sige farvel til mange af klubbens medlemmer, og tak for de sidste 9 sæsoner. Fru Hansen vil blive savnet.

Som altid fulde huse og rigtig god stemning ved brunkålsturneringen.