Golf er nr. 1 i Odsherred

Golf er idrætsgren nr. 1 i Odsherred – og det kan vi jo godt forstå! Golf er dejligt, sundt, socialt, livsforlængende, smittende, legende, for alle aldre, for alle niveauer, for begge køn og så er det skånsomt i forhold til mange andre sportsgrene. – Du må endda tage din hund med!

I Odsherred er der byttet helt om på toppen af ranglisten for idrætsgrene i forhold til resten af landet, hvor fodbold er den mest populære idræt, for i Odsherred er golf mest populært, og fodbold er helt nede på en femteplads.

Det sociale element i golf er motiverende for at komme ud og bevæge sig, og selve spillet er det legende element, der tilfører “en rask gåtur” konkurrenceelement og sjov undervejs. Om man konkurrerer mod sig selv, sin partner eller andre er ikke så vigtigt i det store perspektiv, men livsglæde og godt helbred, der begge er “bivirkninger” ved golf er begge livsforlængende faktorer. Vi opfordrer derfor alle til at spille golf.

Når der ovenfor skrives “Vi”, er det ikke bare klubbens bestyrelse eller begynderudvalget, der opfordrer alle til at spille golf – “vi” refererer til alle medlemmer i Odsherred Golfklub. Tal med folk, giv dem lyst til at prøve golf. Selvom golf er den mest populære idrætsgren i Odsherred, er her stadig plads til mange flere golfspillere i vores klub.

Her er link til en artikel fra Nordvestnyt om tallene fra Danmarks Statistik:
https://sn.dk/Odsherred/Golf-slaar-fodbold/artikel/711584