Solvogn Pokalen 2017

Solvogn Pokalen afviklet for 13. gang

82 unge golftalenter mødtes til den 13. Solvogn Pokalen og dystede over 72 huller om den eftertragtede pokal. Det blev Emma Sofie Larsen fra Smørum, der vandt pigernes pokal, mens Peter Ligaard (-3) fra Furesø vandt drengenes, blot et enkelt slag bedre end Nicolai Nøhr Madsen fra Hillerød (-2).

Sejren var Peters første turneringssejr, og den kom i hus efter tre meget stabile runder i henholdsvis 69, 71 og 70 slag. Spændingen var intakt lige til det sidste, idet Peter og Nicolai lå helt lige efter lørdagens to runder.  Finalerunden startede lige så tæt, men på hul 4 trak Nicolai Nøhr Madsen lidt fra, da Peter Ligaard fik en ærgerlig dobbelt bogey. Han kom dog hurtigt stærkt igen med birdies på de 2 næste huller, og så var de unge mænd lige igen.

På dette tidspunkt blev turneringen afblæst på grund af tordenvejr, og med to timers forsinkelse fortsatte drengene den tætte kamp om pokalen. På hul 10 var Nicolai i front med 2, men Peter indhentede ham igen, og med en birdie på hul 14 mod en afgørende dobbeltbogie af Nicolai, var Peter kortvarigt komfortabelt i front. Nicolai svarede igen med birdie mod bogie på hul 15 og afsluttede med par, par og birdie på de sidste huller, men det var ikke nok til at tage sejren fra Peter Ligaard.

Allerede på første runde stod det klart, at her var tale om talentfulde og fokuserede unge mennesker. Således præsterede Christoffer Kjellow-Andersen, Kokkedal, at få hole-in-one på hul 2, mens Thomas Mark Nielsen, Scandinavian, serverede en Albatros på hul 14 på 2. runde.

Hos pigerne var det et rigtig tæt løb, der også først skulle afgøres på 3. runde. Efter første runde lå Emma-Sofie Larsen, Smørum, og Freja Ekman, Hillerød, lige med runder i 77 slag, men mens Emma-Sofie præsterede endnu en runde i 77, faldt Freja tilbage i feltet med en ærgerlig runde i 84 slag. På denne runde slog Cecilie B. S. Nielsen, Furesø, til, og fyrede en fantastisk runde i bare 74 slag af, hvilket bragte hende helt i front inden søndagens finalerunde.  Her tørnede Emma-Sofie og Cecilie ud i førerbolden sammen med Katrine Roepstorff, København, der indtil nu havde leveret pæne runder i 78 og 79 slag. Katrines 3. og sidste runde blev ligeledes til en ’78, og det stabile spil rakte sammenlagt til en 3.-plads, 3 slag foran nærmeste forfølger.

Emma-Sofie Larsen og Cecilie B. S. Nielsen lå helt lige efter hul 13, hvor Cecilie måtte nøjes med en triple bogie, og da hun på hullet efter fulgte op med en dobbelt bogie, var slaget afgjort, og Emma-Sofie vandt Solvogn Pokalen med 2 slag over Cecilie.

Bedste U14 spiller blev Sofus Friedrichsen, og bedste U16 spiller blev Sebastian Friedrichsen, der sluttede på en samlet 5.-plads.

Thomas Mark Nielsen glæder sig over sin flotte albatros på hul 14.

Odsherred Golfklub var for første gang i flere år kun repræsenteret af en enkelt spiller, Lucas Thue Jensen, der desværre missede cuttet til finalerunden, men flere tidligere Odsherred-spillere vendte hjem og spillede Solvogn Pokalen i år: Brødrene Louie (MC) og Sylvester Bizzaro (8. plads), Magnus Lomholt (12. plads), og Filip Bendix (25. plads).

Traditionen tro belønnedes top 4 hos pigerne og top 8 hos drengene med præmier.

Christoffer Kjellow-Andersen brugte kun 1 slag på hul 2 på første runde.

Der er stor lokal opbakning til Solvogn Pokalen. Således var 38 frivillige fra Odsherred Golfklub med til at afvikle turneringen så professionelt som muligt. ”Det var slet ikke muligt at gennemføre så stor en turnering uden alle de frivillige, og selvom vejret bestemt ikke var med os, var de frivillige fantastisk hjælpsomme og positive, det skal de have stor tak for”, siger en rørt turneringskoordinator, Annethe Rolling, der faktisk havde oprettet venteliste, fordi så mange gerne ville hjælpe til. ”Det siger en hel del om sammenholdet her i klubben og lysten til at lykkes i fællesskab”.

Også spillerne får stor ros for god tone og opførsel både som gæst i Odsherred Golfklub, men også hinanden indbyrdes. De ventede tålmodigt på at uvejret drev over, da spillet blev afbrudt, og den silende regn det meste af lørdagen, tog de også i stiv arm. Det var hurtigt tydeligt, at de unge mennesker kender hinanden fra andre turneringer i forvejen og er fokuserede sportsudøvere.

Odsherred Golfklub har indgået en 2-årig aftale om hovedsponsorat af Solvogn Pokalen med Profil Rejser, der arrangerer sportsrejser. ”Vi har samarbejdet med Profil Rejser i flere år nu, og vi er rigtig glade for at koble Profil Rejser og Solvogn Pokalen, der er lidt af et flagskib for os, sammen”, lyder det fra sponsoransvarlig Julie Jensen.

Solvogn Pokalen er en ranglisteturnering for juniorer og ynglinge, og er et tilløbsstykke for unge fra hele landet. At turneringen afvikles i den sidste weekend i juli betyder, at spillernes familier i mange tilfælde indlogerer sig i sommerhuse i nærområdet og får en fælles miniferie ud af arrangementet.

Stor tak til vores samarbejdspartnere Min Købmand i Nyrup, Hos fru Hansen, Danbolig, Intersport i Asnæs og ProGolf Scandinavia samt sidst men ikke mindst Profil Rejser. Og TAK til alle de frivillige og sponsorer, der gør det muligt at give de unge mennesker så gode vilkår, vi er stolte af at I er en del af Odsherred Golfklub.