Nyt fra greenkeeperen

Nyt fra Greenkeeperen

Endnu en sæson går på hæld, med et meget komprimeret og unormalt forløb. På grund af Corona, fik vi en kaotisk opstart, med mange skiftende restriktioner og hjemsendelse af medarbejdere. Det fik stor betydning for de plejeplaner vi havde lagt, men vi er heldigvis, kommet rimeligt igennem forløbet, sammenholdt med, at der aldrig før, er blevet spillet så mange runder på vores baner.

Greens blev igen sidst på sæsonen, ramt af svampesygdommen kaldet ”Dollar Spot”, ikke så voldsomt som sidste sæson, men problemet er stadig stort. DGU arbejder stadig med nogle løsninger, men erfaringen er, at har man den først inde på anlægget, er den svær at komme af med. Vi fortsætter med de plejetiltag, vi er blevet anbefalet og håber det mindsker problemet fremover.

De kommende uger vil vi forberede banen til vinterens komme. Vi skal have dybdeluftet-topdresset og gødet greens, og fairway skal ligeledes dybdeluftes. Teesteder vil blive eftersået og topdresset, og flyttet ud til vintertee, når det vurderes nødvendig. Vintergreens bliver klargjort og vi skal have tømt vandingsanlægget. Træningsbanen holdes åben hele vinteren, men dog med selvsamling af bolde, når opsamleren ikke længere kan køre på arealet. Angående overgang til vintergreens, kommer der en nærmere orientering senere.

I perioden op til jul, vil vi prioritere vores tid, på nogle udvalgte projekter. Som det første, skal vi have fundet en løsning på vores buggyudlejning. Vi har en aldrende bilpark, som har givet greenkeepere, administration og medlemmer mange irritationer gennem sæsonen. Problemet er manglende tid til vedligeholdelse og samtidig et stort behov for at leje buggies. Vi arbejder på forskellige løsninger angående nye biler og ændrede garageforhold. Ved opkørslen til klubhuset, skal vi have skiftet palisadevæggen, da den er ramt af råd.

På banen vil vi primært arbejde på hul 6-8 og 9.  Angående 6 hul, vil vi fjerne en del af bevoksningen i venstre side, så man fra tee vil kunne se hele hulforløbet. Fyrretræerne ved 8 green, har nu et rodnet der går tværs over green, og de ligger højt. Så de træer tættest på green vil blive fældet, og der vil blive eftersået på området. (det er et problem vi har på mange huller, f.eks poplerne langs 4.hul, som har et rodnet, der går tværs over fairway!)  Jeg ved det er et stort samtaleemne, men vi er nu i en situation, hvor vi skal vælge mellem græs eller træer. Jeg vælger helt klart græsset.

Vi ligger på en meget mager jord, så hvis græsset skal konkurrere mod træerne, om det sparsomme vand, bliver det et dårligt resultat for græsset. På hul 9, vil bunkeren neden for bakken, blive omdannet til en græsbunker.
En af vores medarbejdere, er desværre langtidssygemeldt, så hvor langt vi når med opgaverne, afhænger meget af vejret og mandskab til rådighed.

Venlig hilsen
Greenkeeperne