Resultater Regionsgolf 2019

 

Odsherred Golfklub deltog igen i år med 5 hold i Regionsgolf Øst.

 

Superveteran C, med Per Bøgebjerg Hansen som holdkaptajn, var det eneste af vore 5 hold til at vinde deres pulje i gruppespillet. 8 points blev det til med Midtsjælland på 2. pladsen med 6 points.

Per har lavet denne beretning fra Superveteran C-holdet:

”Det var rart, at møde andre hold med nogenlunde samme handikap som os, idet kravet var et handikap på 18,5 eller derover, ud over alderskriteriet. Det bevirkede meget lige kampe.

I den indledende pulje mødte vi Dragsholm, Holbæk og Midtsjælland.

Efter de første 4 runder havde alle vundet hjemme og tabt ude, men samlet var Holbæk bedst.

Da vi kun havde vundet 6-5 over Holbæk hjemme, var det med bange anelser, at vi kørte til Holbæk, men takket være en utrolig indsats, hvor Inge Lise og Jørn Eisbo vandt deres foursome, og hvor vi i single vandt 1 og delte 2, kunne vi trække os tilbage med en samlet sejr på 7-4, hvilket bevirkede, at vi vandt puljen, og vi var det eneste hold, der vandt en udekamp.

 

Kvartfinalen spillede vi mod Næstved på Værebro.

Vi måtte stille med nogle reserver, idet både Bitte Noldus og jeg var forhindret i at spille.En flot indsats af Winnie og Flemming Bech i foursome, og en flot sejr af Else Marie Alsen i single, og en delt i herresingle bevirkede, at vi vandt 6-5.

 

Semifinalen skulle vi møde Søllerød i Roskilde.

Vi spillede en flot kamp og vandt sikkert 8-3, idet vi kun tabte damesinglen og spillede en herresingle lige.

 

Finalen der foregik i Holbæk, skulle vi spille mod Dragør.

Vores hold bestod af Else Marie Alsen, Bitte Noldus, Claus Winther, Leif Bøgedal, Henning Clemmesen samt undertegnede.

 

Bitte og jeg spillede foursome, og her skulle vi møde en gammel kending fra Odsherred, Hans Palm Jensen og hans makker Lisbeth Dahlquist. Hans er en meget stabil spiller, men Bitte og jeg spillede flot og vandt meget sikkert 6-5. Else Marie spillede også en flot kamp, og delte med sin modstander, der havde et noget lavere handikap.

Desværre tabte vi knebent alle 3 herresingler, så resultatet blev, at vi tabte 4-7, men da der ikke er nogen landsfinale i C-rækken, kan vi sige, at vi blev nr. 2 i Danmark.

 

Tak til ledelsen for et flot arrangement, og tak for et hyggeligt samvær med deltagerne.

 

De bedste golfhilser

Per ”

 

Godt gået at vore superveteraner i gruppe C, og held og lykke med sæsonen 2020.

 

Resultaterne for de øvrige hold i gruppespillet var lidt blandede:

 

Senior A med Kell Andersen som holdkaptajn sluttede på en delt 1. plads med 9 points, men Kalundborg var bedre i de indbyrdes opgør, da vi kun spillede A/S hjemme og tabte knebent 5/6 ude.

 

Senior B med Alf Thomassen som holdkaptajn sluttede som nummer 3 med 6 points, medens Kalundborg og Midtsjælland begge scorede 8 points.

 

Veteran B Holdkaptajnen for , Svend Stenhøj havde følgende bemærkninger til sæsonen:

”Vores række bestod desværre kun af 3 hold. Udover os var vi i pulje med Dragsholm og Kalundborg, så vi skulle kun spille 4 kampe.

Vi vandt 2 kampe og tabte 2. Dragsholm vandt puljen med 3 sejre. Kampen, de tabte, var mod os på deres egen hjemmebane. Desværre kunne vi så ikke vinde over dem på vores egen hjemmebane, hvor vi tabte med 7-4”.

 

Superveteran B med Kurt Berntsen som holdkaptajn mødte hård modstand i deres pulje og sluttede sidst med kun 2 sejre ud af 6 mulige. Korsør vandt puljen med 8 points.