Vigtigt: Information om Coronasituationen – klubhus, baner og træningsfaciliteter lukker

Kære gæster og medlemmer

Statsministeren har tirsdag den 17. marts meddelt, at restauranter og cafeer skal lukkes og det skal indendørs idrætsfaciliteter også. Ligeledes opfordres der til, at danskere ikke forsamles mere end 10 personer, både inde og ude. Statsministeren opfordrer folk til at blive hjemme og sundhedsstyrelsen siger, at “nu er det alvor”.

Dansk Golf Union anbefaler derfor, at golfklubberne lukker deres klubhuse, indstiller spillet på golfbanerne og brugen af træningsfaciliteter, foreløbigt frem til 30. marts. Golfsporten må tage et samfundsansvar, og gøre alt hvad vi kan i denne svære situation og vi må alle huske på, at golf ikke er en nødvendighed.

Odsherred Golfklub lukker derfor fra onsdag den 18. marts klubhuset, 18-hulsbanen, 9-hulsbanen og træningsfaciliteterne.

Nogle vil argumentere for, at der fortsat kan spilles golf, da vi ikke nødvendigvis forsamles mere end 10 personer, og golf spilles udendørs. Vi bør dog i videst mulig omfang bidrage til at mindske smittespredningen i det danske samfund. Selvom det er fristende at holde åbent for spil med en række restriktioner for at mindske smittespredningen, så er tiden ikke inde til at løbe denne risiko. Er man i tvivl, bør man lade være, derfor lukker vi. Vi ønsker ikke at risikere at bidrage til smittespredning, når nu vi har en anden mulighed. Samtidig har vi rigtig mange ældre golfspillere blandt vores medlemmer, hvorfor vi bør tage et yderligere hensyn i forhold til andre områder i samfundet.

Det vil igen blive tid til golf, når situationen er under kontrol, men for nu indstiller vi vores fantastiske idræt til fordel for at støtte op om og tage et fælles ansvar for, at mindske spredning af coronavirus i Danmark.

Vi følger naturligvis situationen tæt og vi melder ud, så snart vi mener, at tiden er den rette til igen at åbne for spil.

Med venlig hilsen,

Ingelise Badsted
Formand for Odsherred Golfklub