For 35 år siden aftalte Jens Frendrup fra Odsherred Golfklub og Finn Helge fra Maribo Sø Golfklub, at starte et samarbejde, hvor herreklubben fra Odsherred og Manneklubben fra Maribo én gang om året skulle dyste mod hinanden.
Vi har altid glædet os til at besøge Manneklubben hvert andet år. De leverer altid et flot værtskab, hvor vi føler os meget velkomne. Dette var også tilfældet i år den 3. juni, hvor ca. 30 golf sultne mænd hoppede på bussen tidligt om morgenen for at drage på et 14 timers eventyr, hvor det primære var kampen om den kvindelige buste, som det vindende hold kan tage med sig hjem.
Efter et par timers hyggelig bustur med morgenmad og snak blev vi budt velkommen af formanden for Manneklubben til årets jubilæums-match.
Da det var jubilæums år, blev vi forkælet med lækkert smørrebrød inden matchen og ligeså lækker aftensmad efter matchen.
Der var en hyggelig stemning i bussen og i spisesalen sammen med Manneklubben, hvor snakken gik om den nye regering, ting fra tidligere år og meget andet.
Trods flere dages vejrudsigt med stor risiko for dårligt golfvejr, så fik vi lov til at spille matchen i det skønneste vejr og på en særdeles flot bane, som stod skarpt.
Jeg tror ikke, at matchen nogensinde er blevet vundet af den besøgende klub, og det skete heller ikke i år, så vi måtte aflevere den smukke kvinde buste til Manneklubben under store drillerier. Til gengæld kunne vi tage herre busten, som gives til den tabende klub med hjem til Odsherred.
Efter aftensmaden fik Finn Helge ordet, og han bad os alle om i et rørende øjeblik om at rejse os og mindes vores tidligere formand for Herreklubben Jens Frendrup. Tak til Finn Helge for det øjeblik, samt for information om begyndelsen på vores klubbers venskab og så lige en vittighed til at slutte af på!
Herefter var det tid til, at de to formænd kunne uddele præmier til de dygtigste spillere og trøstepræmier til de uheldigste spillere.
Sluttelig tak til Manneklubben for igen at sætte rammerne for en meget hyggelig dag. Vores egen formand Henrik afsluttede dagen i Maribo med at løfte sløret for, at vi næste år har 60 års jubilæum i Odsherred Golfklub, hvilket vil sætte et præg på dagen, hvor vi tager imod Manneklubben næste år.
Tak til alle for at være med til at skabe en hyggelig dag.









