53 forventningsfulde og glade Herreklubmedlemmer mødte op til årets afslutningsturnering, desværre var der lidt småregn på de første 4 huller, men de fleste spillere var tørre, da runden sluttede. Turneringen var den sædvanlige Mixed Par, hvor der spilles Best Ball, Greensome og Foursome i makkerpar – denne gang dog med et lille tvist, da teestederne skiftede mellem tee 51, tee48, fairway og rough – det forhindrede dog ikke visse af spillerne i at brænde banen af og turneringen blev vundet i 43 point af Lars Olesen og Henrik Andersen.

Efter at have iført sig jakker(traditionen tro) var der samling i Cafe Solvogn (Dagens sponsor) og temaet var Oktoberfest, så velkomstdrink var en Jägerbump. Hovedretten var tyskinspireret: Frankfurtere/Schweinshaxe/Kam og salater – heriblandt selvfølgelig sauerkraut – hertil blev serveret Oktoberøl. Til dessert var der Rote Grütze – lækre bær med creme og flødeskum – heldigvis kan Herreklubbens medlemmer sagtens tåle kalorierne.

Med maverne fyldte var det tid til uddeling af præmier – først dagens turnering, så efterårets ugentlige turneringer og efterårets eclectic turnering, hvor der var 2 vindere, som kun brugte 71 slag: Steen Risum og Thomas Adamsen.

Årets Herreklubmester er Ib Nikolaj Tørsleff som have samlet hele 120 point i løbet af året. Vinderen fik ud over pokalen præmier og sidste års vinder, Thomas Adamsen, overrakte Ib en Herreklub Polo med sidste års vinders navn på ryggen – måske en vandrepolo.