Juniorafslutning 2026
Så rundede vi endnu en skøn udendørssæson i juniorafdelingen. Den sidste træning hos Preben for 2026 afholdes tirsdag d. 27. oktober kl. 15:00–16:00, men årets juniorafslutning blev allerede markeret denne uge.
Efter dagens træning var alle juniorer inviteret på burger og sodavand i klubhuset. Der var et flot fremmøde med 13 spillere, 4 søskende og rigtig mange forældre, som skabte en hyggelig og livlig stemning. Det er altid en fornøjelse at se, hvordan både børn og voksne bakker op om juniorafdelingen.
Juniorudvalgsformand Michael Alstrup holdt et godt indlæg om klubbens historie, udviklingen i juniorafdelingen og det vigtige samspil mellem trænerne, juniorerne, de frivillige og forældrene. Det er netop dette fællesskab, der gør vores juniorafdeling kan fortsætte fremgangen.
Preben stod for årets prisoverrækkelser, hvor følgende juniorer blev hædret:
- Årets Junior – Silas Bjerregaard
- Årets Komet – Marius Micheletti
- Årets Overraskelse – Vilas Jensen
- Årets Ungdomsspiller – Rebecca Beck
Et stort og velfortjent tillykke til alle juniorerne. I har vist flot engagement, både når solen skinner og når regnen driller.
Selvom udendørssæsonen går på hæld, fortsætter aktiviteterne. Rainer og Jens fortalte om de ekstra træningsmuligheder, der er startet op i år, blandt andet short game‑træning, introforløb på 9-huls banen og fortsat vintertræning/spil i simulator/udendørs, som vejret tillader det. Der kommer mere information om dette meget snart.
Tak til alle juniorer, forældre og frivillige for en meget fin sæson. Vi glæder os til at fortsætte fællesskabet og udviklingen gennem vinteren og ind i 2027.





